RA’s Støttefonds Forskningspris gik til stærkt og relevant arbejde, der kan medvirke til at styrke sikkerheden og kundeoplevelsen i den kollektive bustrafik.
Prisuddelingen fandt sted for fjerde gang mandag den 4. oktober 2021 og gik til Niklas Christoffer Petersen fra ph.d. fra DTU Management og specialkonsulent i Trafikselskabet Movia, der blev hyldet for sin ph.d.-afhandling om datadrevet realtidstrafikinformation, estimering af rejsetider samt ankomst- og afgangsprognoser: Multi-model bus arrival prediction with intelligent handling of uncertainties (DTU, Januar 2021)
Bedømmelseskomitéen der udvælger prisvinderen var imponeret over Niklas’ arbejde. “Samlet set er der tale om et stykke arbejde på et højt fagligt niveau. Derudover lægger bedømmelseskomitéen vægt på den store praktiske betydning arbejdet kan få for dels at løse udfordringer for den daglige drift og planlægning hos trafikselskaber og operatører og dels at forbedre kundeoplevelsen for passagererne i den kollektive trafik, når de f.eks. planlægger deres rejse eller foretager skift mellem transportformer.“
Trafikselskabet Movia fremhæver på www.moviatrafik.dk også, at Niklas’ arbejde allerede under corona-pandemien brugte data fra flere forskellige kilder til at gøre en prognose tilgængelig, så de kunder, som var særligt bekymrede for smitte, kunne planlægge deres rejse efter, hvornår der var bedst plads i bussen. Her forklarer Niklas også, hvorfor “Machine learning for smart mobility” eller, på dansk, intelligente mobilitetsprognoser, er så spændende. “Jeg brænder for at forbedre den kollektive transport, og jeg stortrives med at behandle store datamængder, fordi det kan bringe sandheder ud, som gør hverdagen bedre for buskunderne,” fortæller prisvinder Niklas Christoffer Petersen.
Med den videnskabelige anerkendelse følger også et legat på 20.000 kr. til prisvinderen.