Gülin Göksu Başaran, Postdoc, Danmarks Tekniske Universitet modtog mandag den 6. oktober RA’s Støttefonds Forskningspris 2025 for et akademisk arbejde af høj videnskabelig og metodisk kvalitet.
Det var med PhD-afhandlingen Passenger Behaviour, Terminal Design and Urban Surroundings for Attractive Public Transport, at den unge forsker gjorde sig fortjent til hæderen.

Bedømmelseskomitéen vurderede:
“Afhandlingen består af af fem selvstændige artikler, hvoraf flere allerede er blevet publiceret i velrenommerede, internationale artikler. De fem artikler udgør i sammenhæng et godt, samlet, videnskabeligt og empirisk grundlag for at forstå og løse én af de største udfordringer i den kollektive trafik: Nemlig at forstå sammenhængen mellem udformningen af de bebyggede miljø omkring den kollektive trafik (stationer og stoppesteder), oplevelsen af tryghed, valget af transportmiddel samt tilfredsheden og den følelsesmæssige oplevelse hos passagererne.
Gülin Göksu Başarans grundige og tværfaglige arbejde udgør derfor også et godt grundlag for praktikere og beslutningstagere indenfor fysisk planlægning, byudvikling, kollektiv transport og mobilitet, der står med udfordringerne med at sikre en social, økonomiske og miljømæssig bæredygtig transport med kollektiv trafik i en central rolle.”
Det var sjette gang prisen blev uddelt. Med prisen følger et forskningslegat på 50.000 kr.
Find og læs afhandlingen på dette link (DTU)